Slæbemåls-systemet Delmar
Af Holger Lindhardt
Systemet er genialt og udviklet i
USA, hvor det blev brugt både i
Airforce og Navy på forskellige flytyper. Airforce brugte det blandt
andet på T-33 og F-100. I Danmark
har vi brugt systemet på T-33, og
der blev forsøgt med det på C-130,
ligesom vi havde det i tankerne at
montere det på flyselskabet Jetair’s
Mu 2, der blev brugt som målbugseringsfly.
Målene var lavet af papmaché og havde firefinner af styrepor, som yderst bagtil havde en
bøjning, som gjorde, at målet under flyvning roterede med én omdrejning i minuttet for hver
knob, flyet fløj. Det blev til 240 omdrejninger ved
240 knob, som var slæbehastigheden. Ved den
hastighed og med 22.000 fod slæbelængde er
målet ca. 1.300 fod lavere end slæbeflyet.
Der fandtes to typer mål. Det ene blev brugt
til 2,75’’ raketter, mens det andet blev anvendt
som mål for Sidewinder raketter. Begge mål
indeholdt radarreflektorer. Målet til brug for Sidewinder-skydninger var 2,6 meter langt og vejede 24,1 kg. Dette mål var 40 cm længere end
det andet for at give plads til en radiomodtager
og dens batterier, som – når den fik et signal fra
en sender af mindst 5 sekunders varighed –
antændte de på målet monterede IR-flares, som
Sidewinderen kunne home på. Der var fire flares, som kunne tændes to ad gangen, og de
havde en brændetid på ca. to minutter. Målet
havde en ballast-vægt på syv kg bly i næsen.
Det var nødvendigt rent aerodynamisk.
